Læs højt Forstør tekst Udskriv Share/Save/Bookmark

ADHD uddannelse for støttepersoner

Baggrund for uddannelsen

ADHD foreningen har, på baggrund af et ønske om at opkvalificere støtten til voksne med ADHD, fået bevilget midler til kvalitets- og vidensudvikling fra Socialministeriet. Midlerne er målrettet de medarbejdere, der ansættes til at yde voksne med ADHD støtte i hjemmet. Midlerne danner grundlag for et uddannelsesforløb, der afvikles i samarbejde med University College Lillebælt, Socialfaglig afdeling i Odense. Herudover vil ADHD foreningen udgive en håndbog, der indholdsmæssigt vil være et supplement til uddannelsen og samtidig være en håndbog til alle, der yder støtte til borgere med ADHD.

At være støtteperson / hjemmevejleder / bostøtte / mentor for voksne mennesker med ADHD kan være en vanskelig opgave. Mange oplever, at de metoder, de anvender over for andre borgere, ikke virker over for mennesker med ADHD. Der er brug for en anden tilgang, og det forudsætter, at man har en grundlæggende viden om ADHD, forståelse for de vanskeligheder der ofte følger med i dagliglivet samt kendskab til de særlige redskaber, som er virksomme over for målgruppen.

Mennesker med ADHD har en række fælles træk, men de er samtidig lige så forskellige som alle andre. Metoder skal tilpasses den enkelte borger og de muligheder, der er i miljøet omkring borgeren. Der kræves ofte lange seje træk, så ud over at kunne motivere borgeren, skal man også kunne motivere sig selv.
På den ene side er arbejdet ofte ensomt og på den anden side fuld af mange forskellige samarbejdspartnere, og det er vigtigt, at man kender sin organisation og sin jobfunktion og kan trække på gode kolleger.

Uddannelsens omfang

Uddannelsesforløbet råder over i alt 196 pladser fordelt med to pladser pr. kommune. Fra december 2010 til marts 2012 afvikles 9 hold på landsplan.
Uddannelsesforløbene indeholder 8 undervisningsdage og hver kommune i Danmark vil få tilbudt to pladser.

Pris 

Socialministeriets tilskud til uddannelsen betyder, at deltagerbetalingen nedsættes betragtelig. En uddannelsesplads koster kr. 2500 pr. medarbejder inkl. undervisning, internat og forplejning 

Målgruppe

Dette uddannelsesforløb retter sig mod dig, der arbejder som støtteperson for voksne med ADHD. Der stilles ikke krav om særlig uddannelsesmæssig baggrund.
Dine opgaver er, som hovedfunktion eller som en væsentlig del af din arbejdsfunktion, målrettet løbende støtte til borgere i eget hjem (Servicelovens § 85). Det vil være hensigtsmæssigt om du i forbindelse med uddannelsen har kontakt til minimum et par borgere med ADHD, da dine erfaringer og dilemmaer med opgaven vil blive inddraget i undervisningen.

Det er kommunernes egne prioriteringer der er udslagsgivende for, hvilke to medarbejdere fra hver kommune, der kan optages på uddannelsen. Inden du tilmelder dig skal du derfor afklare med din ledelse, om du kan indstilles til at deltage på uddannelsesforløbet.

For at optimere udbyttet af uddannelsen og for at sikre bedst mulig implementering af ny viden opfordres kommunerne til at sende to medarbejdere til samme hold. At være på et uddannelsesforløb med en kollega giver erfaringsmæssigt bedre læring, både under uddannelsesforløbet og senere, når ny viden skal omsættes i praksis.

ADHD logo med hvid baggrund

Ansvarlig for siden: Susanne Fallesen, sufa@ucl.dk. Senest opdateret den 8. december 2011 af Lotte Sørensen.
Efter- og videreuddannelsen   Asylgade 7-9   5000 Odense C   Tlf. 6318 4000   E-mail: evu@ucl.dk   CVR: 30859480